Rejseplaner for sommeren – hvor skal jeg på ferie?

Mens jeg venter på, at min bestilte mad fra Hungry dukker op, vil jeg lige nedfælde mine rejseplaner for sommeren 2013. Jeg kom nemlig lige ind forbi og så, at jeg blot har skrevet 13 indlæg her på rejsebloggen indtil videre – det skal blive bedre.

Ikke desto mindre er mine rejseplaner for sommeren ikke nogle, der får særligt mange entusiaster til at spærre øjnene op. Som tidligere nævnt på bloggen har jeg et godt øje til Sziget Festival i Budapest. Jeg vil rigtig gerne opleve østeuropa, da det mest østlige jeg har været, er den polske hovedstad Warszawa.

I øvrigt et besøg i forbindelse med en fodboldkamp (Legia-Brøndby), hvor vi ikke fik set meget andet end en lille beværtning tæt på stadion – så der må jeg komme tilbage en anden gang. Budapest virker dog som et rigtig spændende sted, hvor man også får en del for pengene, hvilket jo altid er rigtig fint 🙂

Der er flere musikfestivaler på mit program for 2013. Jeg har allerede sat NorthSide og Roskilde i kalenderen. På NorthSide, der som bekendt er en byfestival i Aarhus, låner min ven og jeg min søsters gamle lejlighed. Det sparer os lige et par tusinde kroner, da en hotelovernatning i Aarhus godt kan løbe op – jeg tvivler faktisk også på, at der overhovedet er hoteller i Aarhus med ledige værelser 14-16 juni, hvor NorthSide Festival løber af stablen.

Anderledes ser det ud på Roskilde Festival, hvor det igen i år bliver 8 dage (hvis jeg holder så længe…) i et telt. En anderledes festival, hvor der i højere grad er fest i højsædet. Som stor fan af britisk indierock er der ingenting at komme efter på årets program, hvor jeg egentlig kun ser frem til Jake Bugg, Kraftwerk og Christian Hjelm (som jeg faktisk så for et par uger siden i Odense).

Rejser?

Aarhus og Roskilde er ikke ligefrem destinationer, der får det til at ‘kilde alle de rigtige steder’ for rejseentusiaster (hvilket ellers er en gruppe, jeg ser mig selv som en del af). Derfor forestiller jeg mig også, at jeg, når/hvis det danske sommervejr svigter, ryger afsted mod udlandet på en lille ferie.

Nu er det efterhånden et par måneder siden jeg var på storbyferie i London sidste gang, så måske ender jeg der – omend det så ikke er for vejrets skyld. Jeg kunne også tage eventyrhatten på og vælge en anden destination, hvor der er billige flybilletter og mulighed for bedre vejr. Det må tiden vise. Jeg hælder dog til en rejse til New York City

Sikkert er det dog, at der nok skal komme ord her på bloggen om, hvad jeg ender ud i.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *